ARKIV 4

CINDERELLA

Cinderella bestod af Henning Kragh guitar/vocal, En bassist/vocal og Allan Vokstrup dr./perc./vocal

Gruppen skrev selv det meste af deres tekst og musik og numrene var for en stor dels vedkommende bygget op om lange instrumentale improvisationer.

Gruppen hentede inspiration fra bl.a. Jimi Hendrix, The Cream, The Doors, Led Zeppelin, Santana, Vanilla Fudge, Alvin Lee og Rory Gallagher.

En jazzmusiker, Carsten Meinert, hørte gruppen og skaffede den en pladekontrakt.
Cinderella udsendte herefter en single og indspillede materiale til en LP på Spectator Records i sommeren 1970.
Studiet og masterbåndene gik ved en brand desværre senere op i flammer.
Cinderella turnerede en del og kom rundt i hele landet. Gruppen blev glimrende booket af Flemming og Steen fra Dansk Koncert Bureau D.K.B..

På et tidspunkt var Henning "slidt op" og blev i en periode erstattet af to andre musikere. Den oprindelige trio blev dog senere gendannet og efter en travl og hektisk tid, valgte medlemmerne at gå andre veje.


Et gensyn

En gruppe musikstuderende, som forskede i tidlig dansk rock, kom på sporet af gruppen og fik arrangeret et møde i 1990. Henning spillede stadig og de andre arbejdede nu i andre brancher. En kopi af båndene blev fundet og optagelserne kunne stadig bruges. Vi besluttede herefter, at lade pladen trykke. Cinderella's LP blev således udgivet på forlaget Spectacular Records 20 år efter indspilningen med undertitlen: Better Late Than Never. Den kan købes antikvarisk gennem dette link: Music Collector

Udgivelse igen, igen.

April 2006 udsendte Karma Music hele Cinderella's produktion samt nogle endnu ikke udsendte liveoptagelser på en CD (KMCD 01036). TømrerClaus har produceret og Thomas Gjurup har lavet en 8 siders booklet med historien om gruppen. CD'en kan købes her: http://www.karma.dk/
CINDERELLA var atter samlet Fredag den 13.oktober 2000 til Henning's 50 års fødselsdag.
Tilfældigvis gik netop denne dag startskuddet til en uges arrangementer på Kulturhuset, Underværket og flere af byens spillesteder med koncerter, foredrag og udstillinger om rock'en i Randers gennem 50 år med titlen R2R. Det til lejligheden gendannede Cinderella spillede ved åbningen på Kulturhuset. Samtidig udgav journalisten Kurt Helge Andersen en bog og en CD med titlen: "Som Vinden Blæser" med historier og musik fra byens musikliv. (Kan fås på Randersegnens Biblioteker.)


Cinderella spiller her - 30 år efter på Kulturhuset i Randers.
Hør hvordan det lød: Shakin' All Over


Sådan så vi ud 30 år tidligere på vores promokort.


Forsiden på vores første plade.

Henning i studiet hos Spectator Records sommeren 1970.

Forsiden til vores LP
...og bagsiden

Der var gang i markedsføringen. En grafiker tegnede originalt brevpapir med logo...

På vej til Sjælland er der gang i kortene på færgen.
Bandvognen har fået en skramme...
Vi indspillede materiale til endnu en plade og en radioudsendelse.

Indspilningerne foregik i et studie i København med Pete Quaife som producer.
Pete, som ses her til højre, spillede tidligere bas i The Kinks. Han blev forelsket i København og var nu gift med en pige her.

Studiet fungerede som pladestudie om dagen og pornofilmstudie om aftenen. Der var en del rekvisitter til filmoptagelserne og Henning har her fundet noget lidt ubekvemt at sidde på.

Der findes en del liveoptagelser af vekslende kvalitet med Cinderella. Gruppens koncerter bestod ofte af lange improvisationer og soli for de tre medlemmer.
Vi var optaget af og blev inspireret af emner som: kærlighed, arbejdsliv, krig, fred og miljø.

De følgende to klip fra en optræden i Studenterforeningen i København i 1972, giver et indtryk af stemningen:
Stormen Forurening
En af vores venner - Rene Møller - var vendt hjem fra en karriere som professionel fodboldspiller i Scotland. Rene var meget kreativ og kunstnerisk interesseret. Inspireret af bl.a. Woodstock festivalen og Thy lejren i 1970, var han initiativtager til en af de første musikfestivaler i Danmark afholdt på Ring Djursland i 1971.
Programmet her var typisk for tiden og rummer mange af de navne, som skulle komme til at præge festivalscenen i årene fremover - Alrune Rod, ACHE, Culpepers Orchard, Day of Phoenix og mine personlige favoritter Dr. Dopojam.
Henning mellem batikpuderne


Til top
Arkiv